Jeg var rigtig meget i tvivl om jeg skulle dele det her med jer, men jeg tænker at der måske er andre der kan have gav af det.
Da jeg var til nakkefolds scanning, fik jeg et dårlig tal for down syndrom, alt så pænt ud på selve fosteret men min blodprøve trak alvorlig ned. Jeg fik efterfølgende tilbudt en moderkage biopsi. I første øjeblik var jeg ikke i tvivl om at det var det jeg skulle vælge, også selvom der var en abort risiko på ca 1 %, men jeg fik at vide at det ikke kun var syge fostre der endte i en abort.
Jeg fik så en tid til moderkage biopsien ca 1 uge efter. Jeg havde glædet mig meget til denne scanning og se ham, men da jeg gik der fra var jeg meget nedslået, og vidste ikke hvad jeg skulle tænke. Jeg gik hjem og læste en masse på nettet, og snakkede med min veninde, papmor og far om det.
Jo mere jeg fik vendt det med familien indså jeg at jeg ikke ville kunne leve med hvis jeg aborterede.
Jeg var også blevet enig med mig selv om at hvis han havde down syndrom så ville jeg vælge at få ham alligevel, så i teorien var der ingen grund til at tage denne prøve, andet end jeg ville få vished.
Jeg valgte at ringe ind på afdelingen og snakke med den sygeplejeske der havde scannet mig, og spørge om en masse, og hun var meget opbakkende også selvom jeg valgte moderkagebiopsien fra. Og det gav mig ro i sindet.
Jeg læste også flere steder at hvis man havde været i fertilitetsbehandling og havde været overstimuleret så ville ens blodprøver være helt skæve. Så derfor tog jeg valget om at jeg ikke ønskede biopsien, men det var rigtig svært, og de næste mange uger gik med at overveje om jeg kunne glæde mig over graviditen og mine tanker strejfede rigtig meget omkring jeg nu havde taget det rigtige valg.
Men da jeg så efterfølgende kom til kønsscanning og til misdannelsesscaning og alt var fuldstændig normalt, og de ikke mente at der var risiko for han havde det, så kunne jeg ånde lettet op.
Jeg sænkede det faktisk ikke rigtig en tanke igen før at jeg var gået over termin, og jeg vidste at jeg snart skulle se ham. Men han er sund og rask og i dag er jeg mere end glad for at jeg tog den beslutning. Det gør helt ondt inden i at tænke at jeg kunne have miste Noah hvis jeg har valgt anderledes.
Jeg ved ikke om jeg havde valgt anderledes hvis det ikke have været sådan en hård kamp for at blive gravid, men jeg er blevet enig med mig selv at hvis jeg skulle blive gravid igen, ville jeg vælge blodprøverne fra, for at undgå bekymringerne, og de kan jo se det meste ved scanningerne i dag.
Da jeg var til nakkefolds scanning, fik jeg et dårlig tal for down syndrom, alt så pænt ud på selve fosteret men min blodprøve trak alvorlig ned. Jeg fik efterfølgende tilbudt en moderkage biopsi. I første øjeblik var jeg ikke i tvivl om at det var det jeg skulle vælge, også selvom der var en abort risiko på ca 1 %, men jeg fik at vide at det ikke kun var syge fostre der endte i en abort.
Jeg fik så en tid til moderkage biopsien ca 1 uge efter. Jeg havde glædet mig meget til denne scanning og se ham, men da jeg gik der fra var jeg meget nedslået, og vidste ikke hvad jeg skulle tænke. Jeg gik hjem og læste en masse på nettet, og snakkede med min veninde, papmor og far om det.
Jo mere jeg fik vendt det med familien indså jeg at jeg ikke ville kunne leve med hvis jeg aborterede.
Jeg var også blevet enig med mig selv om at hvis han havde down syndrom så ville jeg vælge at få ham alligevel, så i teorien var der ingen grund til at tage denne prøve, andet end jeg ville få vished.
Jeg valgte at ringe ind på afdelingen og snakke med den sygeplejeske der havde scannet mig, og spørge om en masse, og hun var meget opbakkende også selvom jeg valgte moderkagebiopsien fra. Og det gav mig ro i sindet.
Jeg læste også flere steder at hvis man havde været i fertilitetsbehandling og havde været overstimuleret så ville ens blodprøver være helt skæve. Så derfor tog jeg valget om at jeg ikke ønskede biopsien, men det var rigtig svært, og de næste mange uger gik med at overveje om jeg kunne glæde mig over graviditen og mine tanker strejfede rigtig meget omkring jeg nu havde taget det rigtige valg.
Men da jeg så efterfølgende kom til kønsscanning og til misdannelsesscaning og alt var fuldstændig normalt, og de ikke mente at der var risiko for han havde det, så kunne jeg ånde lettet op.
Jeg sænkede det faktisk ikke rigtig en tanke igen før at jeg var gået over termin, og jeg vidste at jeg snart skulle se ham. Men han er sund og rask og i dag er jeg mere end glad for at jeg tog den beslutning. Det gør helt ondt inden i at tænke at jeg kunne have miste Noah hvis jeg har valgt anderledes.
Jeg ved ikke om jeg havde valgt anderledes hvis det ikke have været sådan en hård kamp for at blive gravid, men jeg er blevet enig med mig selv at hvis jeg skulle blive gravid igen, ville jeg vælge blodprøverne fra, for at undgå bekymringerne, og de kan jo se det meste ved scanningerne i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar