Selvom jeg nu sidder og er gravid i uge 16, så har det været en rigtig lang kamp at komme her til.
Derfor vil jeg prøve at fortælle lidt mere om hvordan jeg har oplevet behandlingsverden og hvad jeg har været igennem. Og det har bestemt ikke har været nogen dans på roser.
Jeg har valgt at dele op i nogen afsnit, for ellers kommer i aldrig igennem den :-)
Bare det at gå til lægen og fortælle at man gerne ville henvises til fertilitetsbehandling, var et rigtig stort skridt for mig. Jeg havde overvejet det rigtig meget og snakket med min papmor og veninde om det, men jeg var rigtig bange for hvad lægen sagde, om hun nu prøvede at snakke mig fra det, eller om hun ikke ville henvise mig. Men hun tog faktisk bare de prøver der skulle tages og henviste mig.
Hun spurgte lidt omkring om jeg havde overvejet mit valg og hvad jeg ville gøre når barnet blev syg eller jeg skulle arbejde i weekenden, men jeg var temmelig afklaret og så var det ikke noget problem.
Inden jeg startede i behandling tænkte jeg rigtig meget over hvad andre folk ville sige omkring mit valg. Jeg tænkte at det jo ikke er normalt at vælge som jeg gjorde og var overbevist om at alle havde fordomme omkring det. Men jo længere tid jeg har været i behandlingsystemet, jo mere kom der frem i medierne og flere og flere stod frem og fortalte deres historie.
Jeg fandt rigtig meget hjælp på nettet hvor andre beskrev deres forløb og hvordan det er at være selvvalgt enlig mor. Og jeg håber lidt at jeg kan hjælpe andre der står i den samme situation, og føler sig alene, både med beslutningen, men også i behandlingsverden´s op og nedture.
Da jeg startede fertilitetsbehandling var jeg rimelig grøn, tænkte at det ikke ville være så svært, hverken at blive gravid. eller klarer det ret psykisk.
Jeg havde ikke gjort mig særlig mange tanker omkring hvordan det ville være at skulle ligge med spredte ben. ikke kun for en læge men nogen gange op til 5-6 mennesker.
Første gang at jeg skulle scannes indvendig, husker jeg ret tydelig, jeg prøvede at koncentrerer mig om noget andet, og ikke om den læge der nu undersøgte mig. Men efter nogen gange så tænkte jeg faktisk ikke særlig meget over det mere, det var bare noget jeg gjorde for at få opfyldt mit ønske, og til sidst blev jeg faktisk lidt lige glad.
Det fysiske altså det med at sprede ben for fremmede, var en lille ting i forhold til det psykiske jeg har været igennem. Jeg troede jeg var forberedt på det, men det var jeg ikke. Jeg tro det flere gange kom bag på mig hvor hårdt det var. Men set i bakspejlet så tror jeg ikke jeg eller nogen kan forberede sig psykisk på det man skal igennem når man er i fertilitetsbehandling, men mindre man har prøvet det før.
Jeg tro det kommer bag på mange, jeg var nok lidt mere naiv end gennemsnittet, , men den rutsjebane tur man skal igennem ved hvert forsøg er et helvede for at sige det mildt.
Hver gang jeg startede en behandling var det 1 måned i uvished. Det hele startede med at ringe til fertilitetsklinikens telefonsvarer, derefter venter og hører om de havde tid til at jeg kunne komme i behandling .Så startede jeg med hormorner.
Jeg husker da jeg blev gravid ved 1.insemination, jeg var glad og tænkte nu skulle jeg være gravid og at jeg ville få et barn 9 måneder efter. Så det kom som et stort chok at jeg begyndte at bløde og endte med at aborter. I min verden var dette ikke en mulighed, altså at jeg kunne aborter, det skete jo kun for alle andre.Det viser lidt at jeg på det tidspunkt stadig troede alt nok skulle gå godt, men efter 2 års behandling/kamp inden det lykkes, er jeg blevet meget mindre naiv og er blevet mere realistisk omkring det hele.
Derfor vil jeg prøve at fortælle lidt mere om hvordan jeg har oplevet behandlingsverden og hvad jeg har været igennem. Og det har bestemt ikke har været nogen dans på roser.
Jeg har valgt at dele op i nogen afsnit, for ellers kommer i aldrig igennem den :-)
Bare det at gå til lægen og fortælle at man gerne ville henvises til fertilitetsbehandling, var et rigtig stort skridt for mig. Jeg havde overvejet det rigtig meget og snakket med min papmor og veninde om det, men jeg var rigtig bange for hvad lægen sagde, om hun nu prøvede at snakke mig fra det, eller om hun ikke ville henvise mig. Men hun tog faktisk bare de prøver der skulle tages og henviste mig.
Hun spurgte lidt omkring om jeg havde overvejet mit valg og hvad jeg ville gøre når barnet blev syg eller jeg skulle arbejde i weekenden, men jeg var temmelig afklaret og så var det ikke noget problem.
billedet er lånt her :http://www.bt.dk/brevkasser/brevkassen-jeg-er-ufrivillig-barnloes
Inden jeg startede i behandling tænkte jeg rigtig meget over hvad andre folk ville sige omkring mit valg. Jeg tænkte at det jo ikke er normalt at vælge som jeg gjorde og var overbevist om at alle havde fordomme omkring det. Men jo længere tid jeg har været i behandlingsystemet, jo mere kom der frem i medierne og flere og flere stod frem og fortalte deres historie.
Jeg fandt rigtig meget hjælp på nettet hvor andre beskrev deres forløb og hvordan det er at være selvvalgt enlig mor. Og jeg håber lidt at jeg kan hjælpe andre der står i den samme situation, og føler sig alene, både med beslutningen, men også i behandlingsverden´s op og nedture.
Da jeg startede fertilitetsbehandling var jeg rimelig grøn, tænkte at det ikke ville være så svært, hverken at blive gravid. eller klarer det ret psykisk.
Jeg havde ikke gjort mig særlig mange tanker omkring hvordan det ville være at skulle ligge med spredte ben. ikke kun for en læge men nogen gange op til 5-6 mennesker.
Første gang at jeg skulle scannes indvendig, husker jeg ret tydelig, jeg prøvede at koncentrerer mig om noget andet, og ikke om den læge der nu undersøgte mig. Men efter nogen gange så tænkte jeg faktisk ikke særlig meget over det mere, det var bare noget jeg gjorde for at få opfyldt mit ønske, og til sidst blev jeg faktisk lidt lige glad.
Det fysiske altså det med at sprede ben for fremmede, var en lille ting i forhold til det psykiske jeg har været igennem. Jeg troede jeg var forberedt på det, men det var jeg ikke. Jeg tro det flere gange kom bag på mig hvor hårdt det var. Men set i bakspejlet så tror jeg ikke jeg eller nogen kan forberede sig psykisk på det man skal igennem når man er i fertilitetsbehandling, men mindre man har prøvet det før.
Jeg tro det kommer bag på mange, jeg var nok lidt mere naiv end gennemsnittet, , men den rutsjebane tur man skal igennem ved hvert forsøg er et helvede for at sige det mildt.
Hver gang jeg startede en behandling var det 1 måned i uvished. Det hele startede med at ringe til fertilitetsklinikens telefonsvarer, derefter venter og hører om de havde tid til at jeg kunne komme i behandling .Så startede jeg med hormorner.
Jeg husker da jeg blev gravid ved 1.insemination, jeg var glad og tænkte nu skulle jeg være gravid og at jeg ville få et barn 9 måneder efter. Så det kom som et stort chok at jeg begyndte at bløde og endte med at aborter. I min verden var dette ikke en mulighed, altså at jeg kunne aborter, det skete jo kun for alle andre.Det viser lidt at jeg på det tidspunkt stadig troede alt nok skulle gå godt, men efter 2 års behandling/kamp inden det lykkes, er jeg blevet meget mindre naiv og er blevet mere realistisk omkring det hele.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar