Efter første forsøg på OUH hvor jeg blev gravid og efterfølgende aborterede, fulgte der yderlige 5 inseminations forsøg uden held.
Det at blev insemmineret var ikke noget der gjorde ondt eller kunne mærkes synderlig. Jeg blev scannet 2-4 gange inden og så når æggene var store nok, lagde de et kateter op med sæden. Jeg følte mig lidt oppustet efter, men det skyldtes mest den ægløsningsprøjten og ikke selv det at blive insemineret.
Men det værste var så vente tiden, jeg følte hele tiden at jeg havde symptomer på jeg var gravid, også var skuffelsen rigtig stor, når jeg så fik min menstruation og en negativ graviditets test.Heldigvis er jeg en af dem som blødte til tiden, altså ca 14 dage efter jeg var blevet insemineret, og ikke skulle gå og vente og se om det nu dukkede op. Så jeg havde ret hurtig klarhed.
De 14 dage der gik fra jeg var blevet insemineret til jeg måtte tage en test, var et helvede, pga de hormoner jeg havde fået, så legede min krop at jeg allerede var gravid, jeg fik kvalme, brystspændninger og jag i underlivet. Men så længe symptomer var der, så levede håbet, i hvert fald i 14 dage, selvom det var gået galt en del gange inden, så var håbet der nok hver gang. Men de sidste par gange var håbet blevet mindre, men inderste inde så troede/håbede jeg stadig på det, og det var med til at det blev rigtig hårdt psykisk.
Jeg begyndte også at overveje om det nogen siden ville lykkes for mig, jeg vidste det ville være svært at blive gravid pga pco, men jeg havde ikke forestillet mig at det ville blive så svært at blive gravid.
Jeg havde aldrig tænkt at jeg ville opgive, men tilsidst har der været en del tanker omkring at hvad nu hvis det ikke lykkes med de forsøg jeg havde i det offentlige.Skulle jeg spare sammen til privat klinik, og håbe på det så lykkes der, eller skulle jeg forsøge at adopterer.
Men efter de 6 inseminations forsøg blev jeg indkaldt til samtale på OUH.. De forklarede mig hvordan reagensglas forsøg skulle forløbe, at jeg havde 3 forsøg plus hvis jeg havde æg i fryseren og det først talte som forsøg, når æggene var sat op igen.
Jgg følte mig rimelig fortrøstningsfuld da de sagde det ville lykkes for 2 ud af 3 kvinder at blive gravid indenfor de 3 forsøg, men tanken var der også om jeg så var den 3, altså den det ikke lykkes for.
Det at blev insemmineret var ikke noget der gjorde ondt eller kunne mærkes synderlig. Jeg blev scannet 2-4 gange inden og så når æggene var store nok, lagde de et kateter op med sæden. Jeg følte mig lidt oppustet efter, men det skyldtes mest den ægløsningsprøjten og ikke selv det at blive insemineret.
Men det værste var så vente tiden, jeg følte hele tiden at jeg havde symptomer på jeg var gravid, også var skuffelsen rigtig stor, når jeg så fik min menstruation og en negativ graviditets test.Heldigvis er jeg en af dem som blødte til tiden, altså ca 14 dage efter jeg var blevet insemineret, og ikke skulle gå og vente og se om det nu dukkede op. Så jeg havde ret hurtig klarhed.
De 14 dage der gik fra jeg var blevet insemineret til jeg måtte tage en test, var et helvede, pga de hormoner jeg havde fået, så legede min krop at jeg allerede var gravid, jeg fik kvalme, brystspændninger og jag i underlivet. Men så længe symptomer var der, så levede håbet, i hvert fald i 14 dage, selvom det var gået galt en del gange inden, så var håbet der nok hver gang. Men de sidste par gange var håbet blevet mindre, men inderste inde så troede/håbede jeg stadig på det, og det var med til at det blev rigtig hårdt psykisk.
Jeg begyndte også at overveje om det nogen siden ville lykkes for mig, jeg vidste det ville være svært at blive gravid pga pco, men jeg havde ikke forestillet mig at det ville blive så svært at blive gravid.
Jeg havde aldrig tænkt at jeg ville opgive, men tilsidst har der været en del tanker omkring at hvad nu hvis det ikke lykkes med de forsøg jeg havde i det offentlige.Skulle jeg spare sammen til privat klinik, og håbe på det så lykkes der, eller skulle jeg forsøge at adopterer.
Men efter de 6 inseminations forsøg blev jeg indkaldt til samtale på OUH.. De forklarede mig hvordan reagensglas forsøg skulle forløbe, at jeg havde 3 forsøg plus hvis jeg havde æg i fryseren og det først talte som forsøg, når æggene var sat op igen.
Jgg følte mig rimelig fortrøstningsfuld da de sagde det ville lykkes for 2 ud af 3 kvinder at blive gravid indenfor de 3 forsøg, men tanken var der også om jeg så var den 3, altså den det ikke lykkes for.
Godt skrevet. Og ja, jeg kan kun tilslutte mig at det var en hård tid. Selvfølgelig langt fra så hårdt for mig som som dig.
SvarSlet